Årsberetning 2024


 REFERAT FRA Ordinær generalforsamling

 

Tirsdag den 19. marts. 2024 kl 18.00 i KANTINEN Karlslunde skole

 

REFERAT.

Formand Torben, nr. 19 indledte generalforsamlingen med at byde velkommen til de fremmødte.

 

Pkt. 1. Valg af dirigent.
Torben foreslog Poul-Erik, nr. 26 som dirigent – valgt.

Poul-Erik konstaterede, at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt og at i alt 16 huse var repræsenteret ved mødet, heraf 1 fuldmagt. Ingen havde bemærkninger omkring indkaldelsen og lovligheden af generalforsamlingen.

 

Pkt. 2. Valg af stemmetællere.
Britta, nr. 1 og Inga, nr. 8 blev valgt.

Pkt. 3. Bestyrelsens beretning om det forløbne år..

Årsberetning 2023
Den 15. januar udløb vores indbyrdes aftale med nr. 27 om at tage den ulovligt opførte carport ned igen: Aftalen blev ikke overholdt fra nr. 27 side, og sagen er nu sendt til kommunen og er hermed ude af bestyrelsens hænder.

Der blev købt en ny julekæde til vores flagstang.

  1. Formanden undersøgte, hvad det ville koste at få en robotplæneklipper, der kunne køre på GPS.
    Prisen er i den høje ende, da prisen på en Husqvarna Automower 550 ca. 37.000 kr.
    Hertil skal man så lægge prisen for opladning og kantklipning som faste udgifter.
    Bestyrelsen arbejder videre med sagen.
  2. I marts måned blev vores udendørsbelysning udstyret med et nyt ur, da det gamle var defekt.
    Vi har henvendt os til el-firmaet igen, da vi i april måned er blevet gjort opmærksom på, at lyset allerede slukker kl. 2:30 og først tænder igen næste aften.


Der var desuden en generalforsamling der løb af stablen uden de store sværdslag.

 I april måned delte vi Påskeblomster ud til alle parceller.

I maj måned havde vi vores fælles arbejdsdag nede på fællesarealet. Der var et stort fremmøde.
Vi sluttede af med at riste pølser på grillen, og der blev serveret pølser for alle beboere - også dem, der ikke
havde kræfter til at deltage i arbejdet.

Den 19. maj kontaktede bestyrelsen kommunen igen for at høre, hvad status var på den i nr. 27 ulovligt opførte  carport. Her fik vi at vide, at det var der styr på, da formanden havde lavet en aftale med nr. 27 om at tage det op på enten en ekstraordinær eller ordinær generalforsamling.
Herefter blev der indkaldt til et ekstra  bestyrelsesmøde, hvor formanden forklarede, hvad det var der var sket, og der blev sendt en e-mail afsted til  Kommunen igen om, at der ikke var nogen ændring fra bestyrelsens side.

Det var også i maj at nr. 15 og nr. 30 blev solgt.

I november måned havde vi oppe på et bestyrelsesmøde, hvad vi kunne gøre ifm at Karlslundegården var meget forurenende med røg og lugt fra deres nye opvarmningsfyr.
Efter at formanden havde klaget til Karlslunde Gaarden og fået svar retur, valgte bestyrelsen at afvente, så  Karlslundegården fik en fair chance for at udbedre forholdene omkring tørring af hestemøget.
Den 15/11 satte vi julebelysningen op i vores flagstang.

 Den 1. dec. Blev der uddelt Juleblomst til alle parceller.

Den 10. dec. havde GF arrangeret gløgg og æbleskiver. Her hilste vi på de nye beboere (Pia og Michael), som har købt nr. 13 med overtagelse fra 1. februar 2024. Stor tak til Inga i nr. 8, for at lægge hus til.

Den 23. dec. blev vi bekendt med, at nr. 25 havde solgt deres hus og GF fik en julehilsen fra de nye beboere som overtager fra marts 2024.

Bemærkninger til beretningen:

Der var bemærkninger til punktet om plæneklipper til fællesarealet. Det er dyrt, men forventes at blive billigere over nogle år. Man skal forvente ekstra udgifter til strøm og kantklipning. Man ønsker at leje, men har ikke pris på det. Der er rettet forespørgsel til udgiver, men vi har ikke fået yderligere svar. Endvidere skal man have styr på opladning af maskinen, der skal muligvis trækkes nye ledninger, solceller kan evt. også være en mulighed. Bestyrelsen arbejder videre med det.

Sagen om ulovligt opført carport i nr. 27 er endnu ikke afklaret, idet denne nu ligger hos kommunen

Sagen vedrørende røg- og lugtgener fra Karlslundegården er overgivet til kommunen, men vi har endnu ikke fået svar herfra. Torben opfordrede til, at den enkelte beboer indsender klageskema til kommunen, når man er generet, og vil udsende klageskemaet til alle husstande. – Personen, som har sagen i kommunen, er          langtidssygemeldt. Kirsten, nr. 10 vil undersøge, hvem der er hendes substitut.

Årsberetningen blev herefter godkendt.

Pkt. 4. Regnskab og budget vedlagt.

  1. Regnskab for 2023, som er underskrevet af bestyrelsen og revisor, vedlagt.
  2. Fremlæggelse af budget for 2024 og fastsættelse af kontingent for indeværende år vedlagt.

Regnskab og budget – Kirsten nr. 10 gennemgik regnskab og forklarede, at det højere budgettal under punktet Kontingent skyldes en restance i kontingentbetaling, som er overført fra regnskab 2023 til budget 2024.

Punktet Kontor og Nets – gebyr vedrørende kontingent er sat op og vi opkræver derfor selv 2 gange årligt.

Blomster m.v. – det højere beløb for 2023 skyldes velkomstbuketter til nye beboere samt flere dødsfald i årets  løb.

Budget – Kloak & Asfalt vedl. - Der er indhentet tilbud fra et asfaltfirma vedrørende asfaltering af vores veje, hvorfor der er afsat kr. 50.000,- i budget 2024.

 

Regnskab og Budget godkendt

 

Pkt. 5. Forslag fra bestyrelsen,
Ingen

 

Pkt. 6. Rettidige indkomne forslag.

Ingen

 

Pkt. 7. Valg til bestyrelsen:

Torben, nr. 19 – Ønsker ikke genvalg – Henning, nr. 23 – Kirsten Ch., nr. 10 er villige til genvalg.

Allan, nr. 16 valgt for 2 år i 2023 – ønsker at stoppe.

Henning, nr. 23 blev valgt for 2 år

 Kirsten, nr. 10 blev valgt for 2 år

Anne, nr. 25 blev valgt for 2 år.

 Kirsten, nr. 1 blev valgt for 1 år.

 

Pkt. 8. Valg af suppleanter. 2 suppleanter for 1 år.

Kirsten S., nr. 1 blev valgt til bestyrelsen. Poul-Erik, nr. 26 ønsker ikke genvalg.

Ingen kandidater til posten som suppleanter --- bestyrelsen er bemyndiget til at supplere disse pladser.

 

Pkt. 9. Valg af 1 revisor & 1 revisorsuppleant for 1 år.

Britt, nr. 2 er villig til genvalg. Revisorsuppleant. Ghita, nr. 22 er villig til genvalg.

Britta, nr. 2 blev valgt som revisor.

Ghita, nr. 22 blev valgt som revisorsuppleant.

 

Pkt.10 Eventuelt – under eventuelt kan der ikke sættes forslag til afstemning.

Torben nr. 19 – defekte fodboldmål på fællesarealet kan afhentes inden i morgen. Ellers sendes de til storskrald.

 
Forespørgsel om, hvornår fjernvarmen kommer til Karlslunde. Bliver formentlig ikke gennemført i år. Man går i første omgang efter området nord for Hovedgaden.

 

Jørgen, nr. 34 opfordrede til, at man møder op ved petanque-banen på fællesarealet om torsdagen mellem 10 og 12 for at deltage i hyggeligt samvær og petanque-spil. Man skal bare møde op – ingen tilmelding.

 

Til oplysning har gravearbejdet på Tåstrup-Køgevej relation til vand og blødgøringsanlæg, der opføres ved Rema 1000.

 

Klage over, at der køres med meget høj hastighed på Mejerivej. Man kan bede om at få lavet trafiktælling og  hastighedsmåling.

 

Forespørgsel om andre var generet af lugt fra rideskolen på Mejerivej. Ingen ud over forespørgeren var generet. Vejledt om evt. at rette henvendelse til rideskolen.

 

Arbejdsdag på Fællesarealet lørdag den 4. maj kl. 10.10. Grillpølser mv. kl. 12.12. Alle er velkomne.

Der kommer indbydelse i postkassen.

 

Sommerfest lørdag den 24. august kl. 12.12.

Der kommer indbydelse i postkassen.

 

Dirigenten takkede for god ro og orden. Torben, nr. 19 takkede ligeledes for god ro og orden og for sin tid       som formand for grundejerforeningen.

 

Der blev delt poser med væske & chokolade ud som TAK til Torben, Allan og dirigenten.

 

                          

 Karlslunde, den 25. marts 2024

 

Referent: Hjørdis, nr. 28                                                                                             
Dirigent: Poul-Erik, nr. 26.

 

dato:                                                                                                                                                        
dato: 29 03 2024

 

Konstituering 2024.

 

Ingen konstituering. Afventer næste bestyrelsesmøde.