Bestyrelsens Beretning 2008.


Straks efter generalforsamlingen 2007 tog den nyvalgte bestyrelse fat på at løse nogle af de opgaver, som brændte sig på, såsom vandproblemer, dræn, færdiggørelse af vejene, udbedring af fællesarealet osv.

Ø   Efter pres fra bestyrelsen og mange skriverier fik vi omsider lagt det sidste lag asfalt på, og pænt så det ud. Vi fik også lavet og opsat skilte med nummervisning til de enkelte huse. Stor var vores overraskelse, da man uden varsel eller information til bestyrelsen begyndte at bryde den nylagte asfalt op igen flere steder til stor gene for beboerne for at rette nogle rør. Vi har endnu ikke fået en fornuftig forklaring på, hvorfor det blev gjort, og selv om man har lappet hullerne, er bestyrelsen ikke tilfreds med den måde, det er blevet gjort på.

Ø   Vandproblemerne fra Mejerivej er blevet kraftig minimeret efter at kommunen har fået nedsat nogle såkaldte kuppelbrønde.

Ø   1 års eftersyn på alle husene er blevet afholdt, og forhåbentlig er alle fejl og mangler blevet afhjulpet.

Ø   Omsider er der blevet gravet dræn ned på fællesarealet, mellem nogle af husene og gennem nogle af haverne. Også her har det påført mange af beboerne store gener.

Men det positive er, at det ser ud til at have hjulpet på de vandproblemer, vi havde.

Ligeledes her er bestyrelsen ikke tilfreds med den måde, man har afsluttet drænet på mellem nr.15 og 17, og vil arbejde videre med sagen.

Ø   Vores hjemmeside ser ud til at fungere med rigtig mange besøgende. Ved årsskiftet havde mere end 7000 besøgt hjemmesiden. Vi opfordrer dog beboerne til at bruge den lidt oftere. Bestyrelsen vil ligeledes bestræbe sig på at informere mere via hjemmesiden.

Ø   Bestyrelsen har fra skat modtaget en vurdering på fællesarealet der pr.1-11 2007 lød på 0 kr.

Ø   Som et forsøg arrangerede bestyrelsen en vejfest på vejen mellem nr.27 og 30. Alle deltagerne var enige om, at det var en succes, der skulle gentages. Bestyrelsen har derfor planer om at arrangere vejfest igen til sommer, denne gang på vores nye fællesareal, idet vi håber på den måde at kunne starte en tradition.

Ø   Bestyrelsen undersøger, om det skulle være muligt at få lavet en let baldakin til opsættelse over hoveddørene. Når vi har et svar og pris vil dette tilgå beboerne.

Bestyrelsen fik tilsagn fra

om at overtage vejbelysningen, men vi havde knap nok fået armene ned af glæde, før vi fik oplysning om, at det ville man alligevel ikke, fordi de tekniske specifikationer ikke overholdt Greve kommunes og Dong krav. Det skal dog her bemærkes, at lovens krav er overholdt. Dette vil bestyrelsen ikke umiddelbart acceptere, og vi er i fortsat dialog med Dong og Greve kommune.

Ø   Fællesarealet er nu planeret og tilsået med græs, dog mangler det at blive tromlet og eftersået Dette vil blive gjort til foråret. Hvorvidt der er grubbet ordentligt, stiller vi os tvivlende overfor. De lovede træer og buske er nu plantet og de træer, der er gået ud i hegnet mod rideskolen, er blevet udskiftet. Ligeledes er et stort antal hæk planter omkring husene udskiftet.

Ø  

Bestyrelsen er hele sommeren igennem blevet mødt med spørgsmål om, hvornår fællesarealet bliver færdigt?

Hvordan bliver det indrettet?

Bliver der en bålplads? En grillplads, en legeplads, en boldbane, en petanquebane, havemøbler. Bliver der plads til et festtelt? Ja, der var mange forslag og spørgsmål. På den baggrund og på baggrund af spørgeskemaerne vi indsamlede efter den sidste generalforsamling, hvor et klart flertal af de afleverede skemaer ønskede en samlingsplads og en petanquebane, traf bestyrelsen den beslutning, at anlægge en terrasse som kan bruges til mange formål, samt en petanquebane. Vi skal her beklage at vores information omkring anlægget var mangelfuldt, idet vi brugte ordet grillplads, som let kunne misforstås. Vi skal også beklage, at prisen ikke tydeligt fremgik. Bestyrelsen indhentede tilbud fra et antal anlægsgartnere, inkl. Søren Boisen. Priserne spændte fra ca. 60.000 til 104.000. Bestyrelsen valgte en lokalboende anlægsgartner, nemlig Garteha

Hansen, som tilfældigvis også var den billigste.

Prisen for anlægget blev kr. 59.750. Som det kan ses er området omkring terrasse og petanque banen ikke færdiggjort, men vil blive planeret, tromlet og tilsået så snart det bliver muligt at køre med maskiner på det.

Ø   Bestyrelsen har været tilfreds med vintervedligeholdelsen og har fornyet kontrakten med Park og vej.

Ø   Bestyrelsen vil stille forslag om, at punkt 1 i ordensreglementet ændres til: ”beboerne sørger selv for fejning - renholdelse af vejene ud for deres parcel.”

Ø   Bestyrelsen inviterede til indvielse af vores nye fællesanlæg med gløgg og æbleskiver den 30 – 11 med meget stort fremmøde (41). Også på denne måde vil vi prøve at starte en tradition, hvor vi mødes den første søndag i advent og ønsker hinanden glædelig jul.

Ø  

Ø   Bestyrelsen har på dette års budget medtaget indkøb af havemøbler til terrassen, samt indkøb af lav beplantning til opsættelse omkring terrassen.

Ø   Bestyrelsen er generelt utilfreds med den måde vores fællesarealer er afleveret på. Det være sig beskæring – udtynding af hegnene omkring bebyggelsen – indkørslen til bebyggelsen - hjørnerne ved nr. 1 og 2-- afslutning af drænet mellem nr.15 og 17. Alt dette vil blive taget op med bygherren, når bygherren erklærer fællesanlægget for færdigt.

Del siden